Da Pia Lund Olesen i 2017 overtog systuen Pana i Ry, spurgte hun sig selv, om systuer overhovedet fandtes mere i Danmark.
I dag er svaret ja, og selv om der kun er fem af slagsen tilbage, er det lykkedes at forvandle Pana fra en klassisk systue med produktion af gardiner til en moderne, værdibåret virksomhed med 24 ansatte og 250 kunder. Og nu vil hun mere.
”Vi tror på partnerskaber, og at vi vil stå for at kunne levere alle de 'bløde materialer' til ethvert projekt. Vi har, synes vi selv, udvalgt det dygtigste net af underleverandører, som alle står for de samme værdier som os. Det betyder, at du kan få stof vævet i Kjellerup, tæpper og print fra Silkeborg, gardinstænger fra Sverige og så videre,” siger hun.
Siden overtagelsen har Pia Lund Olesen digitaliseret produktionen, oprettet montørteam og opdelt forretningen i to: Pana, der står for selve systuen, og Better by Pana, som leverer totalentrepriser med gardiner, stænger og montage – blandt andet til hoteller, virksomheder og kommuner.
”I forhold til Østeuropa kan vi ikke konkurrere på prisen, men vi kan tilbyde noget andet: nærhed, fleksibilitet og hurtig levering. Mange af vores kunder sætter pris på, at de kan køre forbi vores systue, se og røre de forskellige stoffer samt ikke mindst få sparring af en fagperson.”
Sjovt og give mening
Arbejdspladsen rummer både unge og ældre, danskere og udenlandske medarbejdere – heriblandt flere syrere, der er flygtet fra krig og ødelæggelse i deres hjemland. Fire medarbejdere er i flexjob, fire elever fordelt på Pana og Better by Pana, og kulturen bygger i høj grad på rummelighed, teamsamarbejde og frihed under ansvar.
”Vi har et sted, hvor alle bidrager med det, de kan. Jeg pakker selv varer, tager ud til kunder – og tømmer også en skraldespand, hvis det er dét, der skal til.”
Pia Lund Olesen var 49 år, da hun købte virksomheden, og hun har ikke fortrudt den beslutning.
”På det tidspunkt tænkte jeg, at hvis jeg har 20 år tilbage på arbejdsmarkedet, skal jeg i gang med noget nyt, og det skulle være sjovt og samtidig give mening. De krav, jeg stillede til mig selv, har jeg til fulde fået opfyldt. Jeg har en hverdag, hvor jeg bruger både hoved og hænder, og en flok fantastiske medarbejdere, der gør mig både glad og stolt,” siger hun.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.