En uddøende ”race” med ambitiøse fremtidsplaner: Her er fortællingen om to universer i samme hus

En uddøende ”race” med ambitiøse fremtidsplaner: Her er fortællingen om to universer i samme hus

I 2017 kunne Pia Lund Olesen fornemme, at tiden var inde til et nyt kapitel i arbejdslivet.

Hun var i slutningen af 40’erne og havde tidligere kastet sig ud i det med at være selvstændig. Den trang til at være herre i eget hus voksede, men denne gang var det ikke for igen at starte helt fra bunden.

Hun oprettede en profil på flere virksomhedsbørser og skrev blandt andet i sit CV, hvordan hun kunne skabe værdi for en virksomhed, der manglede netop hendes type. Efter at have gennemgået forskellige muligheder faldt hendes blik på en gardinsystue i Ry.

“Mit første spørgsmål var da også, om det kunne passe, at systuer overhovedet fandtes mere i Danmark, og samtidig var det en branche, jeg aldrig havde beskæftiget mig med. Alligevel valgte jeg at kigge forbi i Ry, for det lå jo perfekt i forhold til, hvor jeg bor – midt mellem Horsens og Skanderborg,” fortæller Pia.

Selvom gardinbranchen altså ikke lige var hendes fagområde, blev hun alligevel nysgerrig. Hun aftalte et møde med ejerne, og besøget blev en øjenåbner.

“Da jeg trådte ind ad døren, fik jeg bare den der fede vibe. Der var gang i både arme og ben, og det var et sted, hvor der blev lavet noget,” siger hun med et smil.

Et fantastisk fundament

Virksomheden, hun havde fået øje på, var resultatet af en fusion: High Style, som blev stiftet af Margit og Tage Madsen i Ry tilbage i 1984, og Pana, etableret i Aarhus af to dygtige kvinder med flair for forretning og æstetik. De to virksomheder blev i sin tid samlet under ét tag i Ry, hvor navnet Pana blev det bærende navn.

“Det var et fantastisk fundament, for jeg overtog en virksomhed, som var startet af dygtige håndværkere og ført videre af solide forretningsfolk. Samtidig måtte jeg dog konstatere, at branchen havde ændret sig – og det var gået hurtigt,” forklarer Pia Lund Olesen.

Konkurrencen fra udlandet var blevet massiv, for produktionen var langt billigere i Polen, Litauen og Ukraine, og det krævede noget andet end før at holde fast i det at være konkurrencedygtig.

“Det var ikke længere nok bare at være god til at sy gardiner, og set med mine øjne var det nødvendigt at gå nye veje, hvis en arbejdsplads som Pana skulle have en fremtid.”

Alligevel var det blandt andet de mange års knowhow, der tiltrak Pia Lund Olesen.

“Der var medarbejdere, der havde været i huset i over 30 år. Ingen havde været her i under 10 år, og den viden og dedikation kunne jeg se så meget potentiale i.”

Med overtagelsen fulgte det, hun i dag kalder en meget stejl læringskurve.

“Kunderne fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne sy – jeg har faktisk aldrig prøvet det. Så jeg fokuserede på det, jeg kunne: drive en virksomhed,” siger hun ærligt og med et smil.

Og det gjorde hun – fokuserede på at sende Pana i den rigtige retning. Hun begyndte systematisk at digitalisere hele produktionen, der tidligere havde været styret med fax og det, hun selv beskriver som cigarkasseøkonomi. Samtidig blev drifts-siden, både internt og i forhold til kunderne, effektiviseret med nye systemer og strukturer.

Samtidig rykkede markedet sig. Gardiner blev igen moderne, inspireret af boutiquehoteller og loungestil, og coronapandemien skubbede yderligere på danskernes behov for at gøre deres hjem – og arbejdspladser – hyggelige og funktionelle.

“Vi begyndte at få henvendelser fra arkitekter, stylister og virksomheder, der havde brug for noget andet og mere end bare standardløsninger. Ikke mindst begyndte mange at efterspørge ‘grønne’ løsninger, og det var her idéen til Better by Pana opstod.”

Står på to ben

I dag står virksomheden på to ben: Pana, der dækker over selve systuen og produktionen, og Better by Pana, hvor opgaver som indkøb, udvikling, salg og håndtering af totalentrepriser er placeret. Her tilbydes skræddersyede løsninger med alt fra gardiner til stænger og montage – blandt andet til erhvervskunder som hotelkæder og virksomheder med store kontormiljøer.

“Det er ikke, fordi vi vil stjæle opgaver fra de lokale gardinbutikker, der jo er nogen af vores kunder. Det handler mere om, at de større og mere komplekse opgaver kan en mindre gardinvirksomhed have svært ved at løfte.”

Pana og Better by Pana har gjort meget ud af at differentiere sig inden for blandt andet bæredygtighed og ESG.

“Better by Pana er født på, at vi altid arbejder efter at gøre det lidt bedre. Og lidt bedre dækker blandt andet over, at vi arbejder med produkter med anerkendte mærkninger og er produceret under de bedst mulige forhold,” siger hun og fortsætter:

“Det handler om, hvordan man opfører sig over for kunder og medarbejdere, minimerer spild, optimerer produktionen og hele tiden har fokus på så lavt et miljøaftryk som overhovedet muligt,” siger Pia Lund Olesen.

Ikke billigst, men bedst

Det er også helt naturligt for virksomheden, selv om det ikke er et krav, at få udarbejdet bæredygtighedsrapporter og høj prioritet i forhold til social ansvarlighed med en mangfoldig stab på 24 medarbejdere, inklusive flexjobbere.

“Vi har altid interesseret os for ordentlige forhold. Vi arbejder aktivt med ESG – ikke fordi vi skal, men fordi vi vil. Vi affaldssorterer, samarbejder med The Upcycle, og vi har fået udarbejdet bæredygtighedsrapporter, selvom det ikke er et krav.”

Diversitet og rummelighed er også en del af strategien. I produktionen er der både fire elever, fleksjobbere, unge og ældre en vigtig del af arbejdsstyrken.

“Det handler om at drive en sund forretning på den rigtige måde. Og ja, der er stadig konkurrence fra lavtlønslande – men vi skal ikke være billigst, vi skal være bedst.”

Og ambitionerne rækker længere end til Ry.

“Om fem år ser jeg os som en del af noget større. Måske har vi slået os sammen med andre, der ligesom os insisterer på godt håndværk og gode værdier. Vi skal ikke bare hæve priserne – vi skal tænke smartere, dele administration og spille hinanden stærke,” siger Pia Lund Olesen.

Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.